Sekundært lymfødem

Sekundært lymfødem opstår, når der påføres en skade på et ellers normalt fungerende lymfesystem. I den vestlige verden opstår de fleste tilfælde af lymfødem sekundært til kræft, eller kræftbehandling den mest kendte årsag. Når lymfeknuder fjernes i forbindelse med kræftbehandling, hindrer man lymfevæskens transport tilbage til kredsløbet, og der er risiko for, at man kan udvikle lymfødem. Efter strålebehandling øges risikoen for udvikling af lymfødem, idet lymfebanerne bliver ødelagt i det område, som bliver bestrålet. Sekundært lymfødem rammer ikke hele kroppen men meget lokalt.

Gentagne infektioner kan også medføre eller forværre sekundært lymfødem. I den vestlige verden drejer det sig om gentagne roseninfektioner (erysipelas). Den infektion, som er årsag til de fleste tilfælde af sekundært lymfødem i verden, er filariasis. Filariasis er en infektion, som kun findes i tropisk og subtropiske lande, og den overføres fra menneske til menneske af myg.

Andre årsager til sekundært lymfødem/kronisk ødem kan være dårlige vener og venøse bensår, fysiske traumer som eksempelvis brandsår eller kompliceret knoglebrud og svær overvægt.