International Lymphoedema Framework (ILF)
International Lymphoedema Framework (ILF) er en international forening, hvis mål er at forbedre behandling af lymfødem og relaterede lidelser over hele verden. Samarbejdet med patienter er centralt for alle aspekter af ILF’s arbejde, herunder forskning og udvikling.
ILF arbejder ud fra følgende principper:
- Patienter skal altid have en central position i ILF’s arbejde.
- Kun et samarbejdende og multidisciplinært partnerskab mellem alle partnere kan føre til en forbedring af lymfødembehandling.
- Styrkelse af lymfødembehandling er en dynamisk proces, der kræver kontinuerlig forskning og implementering i praksis.
- Internationalt samarbejde er essentielt.
”National Lymphoedema Frameworks” er almennyttige organisationer, der arbejder i deres respektive lande for at opretholde ILF’s filosofi. De nationale frameworks er forpligtede til at have patienter i hjertet af enhver aktivitet, at samarbejde i tværfaglige partnerskaber mellem alle interessenter i deres respektive land og at støtte ILF’s projekter og arbejde. DNL/DLF er det danske framework af i alt 15 nationale frameworks i hele verden.